Almindeligt med stoppet næse ved husstøvmideallergi
En stoppet, kløende eller løbende næse er et almindeligt symptom på husstøvmideallergi, specielt om natten og om morgenen efter kontakt med de husstøvmider, der lever i vores senge.
Husstøvmideallergi er en helårssygdom
Mennesker, der lider af husstøvmideallergi, føler sig ofte trætte og uoplagte. De sover dårligere og vågner ofte på grund af problemer med at trække vejret. Mange snorker og bliver tørre i munden og halsen, eller de vågner ved, at de hoster.
I modsætning til pollenallergi, som er sæsonafhængig, findes husstøvmider hele året rundt, hvilket gør dem vanskelige at undgå.
Forskellige slags støvmider
Husstøvmiden er den mest almindelige form for mider i vores hjem, og den der oftest er årsag til det, vi i daglig tale ofte bare kalder støvmideallergi. Den korrekte term er husstøvmideallergi, da der også findes andre arter af mider, fx lagermider der trives, hvor der opbevares hø, halm, korn og frø. Husstøvmider lever sædvanligvis i tekstiler og trives i fugtige, varme og mørke miljøer.
Myter og fakta om husstøvmider i sengen
Husstøvmideallergikere får ofte det råd at undgå dundyner, at lade være med at rede sengen samt at lægge puden i fryseren. Disse forholdsregler er dog helt eller delvist myter. At undlade sengeredning er ganske vist bedre end at pakke miderne ind i det varme sengetøj. Og det er en god idé at lufte sengetøjet, så nattens fugt forsvinder, men det løser sjældent hele problemet. At lægge puden i fryseren hjælper overhovedet ikke, fordi de allergifremkaldende allergener stadig er til stede i puden, selvom selve husstøvmiden dør. Og der er desværre mindst lige så mange husstøvmider i syntetisk sengetøj som i dundyner og -puder. Derfor er det vigtigere med regelmæssig vask af dyne og pude ved mindst 60 grader end at skifte dundyner ud med syntetiske. Der findes også specielle dynebetræk, som ikke tillader allergenerne at passere. Ellers er en af de vigtigste forholdsregler at holde temperaturen og luftfugtigheden nede i soveværelset ved hjælp af god ventilation og regelmæssig udluftning.
Er støvallergi og husstøvmideallergi det samme?
Støvpartikler kan indeholde spor af flere forskellige stoffer. Selvom netop husstøvmider meget vel kan være kilden til de symptomer, der opstår ved kontakt med støv, er der andre mulige årsager. Ordet støvallergi er altså meget upræcist, og det er bedre at kontakte en læge for at få fastlagt, hvad man egentlig reagerer på i støvet.