Det er ekstra vigtigt at kontakte lægen, når det drejer sig om børn, fordi allergi over for et allergen kan udvikle sig til allergi over for flere andre allergener, og høfeber kan desuden føre videre til udvikling af allergisk astma. En tidlig diagnose er vigtig, for at man kan påbegynde en forebyggende behandling i tide og forsøge at minimere allergiens følgevirkninger.
Symptomer i kombination med allergitest
Diagnosen er normalt baseret på symptomer, en fysisk undersøgelse samt svar på en række spørgsmål. En speciallæge i allergi kan i de allerfleste tilfælde fastslå, hvad der forårsager allergien, baseret på din sygehistorie samt dine symptomer kombineret med en allergitest.
Allergitest: Hudriktest eller blodprøve
En priktest fremkalder en allergisk reaktion i huden. Testen foretages ved, at en lille mængde allergen – det stof som lægen formoder, du er allergisk over for – dryppes på huden, hvorefter der stikkes et lille hul med en lancet, så allergenet trænger ind gennem huden. Hvis du er allergisk, reagerer huden med en hævelse, som minder om et myggestik, der hvor allergenet blev placeret.
Man kan tage en blodprøve både alene og for at bekræfte resultatet fra priktesten. I blodprøven søger man efter IgE-antistoffer (immunglobulin E), som kroppen producerer ved en allergisk reaktion. Et højt indhold af IgE-antistoffer i blodet og relaterede symptomer er med til at bekræfte diagnosen.
Der findes en test med spørgsmål, som kan være værdifulde til afklaring af, hvor godt eller dårligt man er behandlet for sin allergi. Målet med allergibehandling er symptomfrihed, men mange går rundt med utilstrækkeligt behandlede symptomer, som påvirker deres livskvalitet negativt. Ved at svare på relevante spørgsmål om de aktuelle symptomer, får man et godt udgangspunkt for en snak med lægen om diagnosticering og behandling.